Category Archives: Alle indlæg på denne blog

Bloggen skifter adresse

Som følge af nye såkaldte “tilgængelighedskrav” på offentlige hjemmesider forventes denne blog nedlagt i løbet af efteråret. Den videreføres her: https://janpedersen891046699.wordpress.com/

Siden kan tilgås allerede nu, men en del links virker endnu ikke. Det vil blive bragt i orden i en nær fremtid.

Posted in Alle indlæg på denne blog | Leave a comment

Fra corona-årets undervisning: Finanskrisen

I marts måned 2020 blev den normale undervisning ved Københavns Universitet suspendenderet for at hæmme spredningen af covid-19. I stedet trådte forskellige former for fjernundervisning via internettet. Fra blogindlægget du læser nu, linkes til tre sæt ‘forelæsningsnoter’ som jeg lagde op på Absalon-hjemmesiden for kurset Økonomiske kriser og krisepolitik i Nordamerika og Vesteuropa i det 20. og 21. århundrede (KA).  Noterne er en erstatning for den del af de normale undervisningstimer hvor læreren giver sin udlægning af det læste stof. Det drejer sig her om uddrag af bøger samt artikler om Finanskrisen. Se Finanskrisen (1), Finanskrisen (2) og Finanskrisen (3).

Se også Fra corona-årets undervisning: Globalhistorie.

Posted in Alle indlæg på denne blog | Leave a comment

Fra corona-årets undervisning: Globalhistorie

I marts måned 2020 blev den normale undervisning ved Københavns Universitet suspendenderet for at hæmme spredningen af covid-19. I stedet trådte forskellige former for fjernundervisning via internettet. Fra blogindlægget du læser nu, linkes til to sæt ‘forelæsningsnoter’ med øvelsesspørgsmål som jeg lagde op på Absalon-hjemmesiden for kurset Globalhistorie (3. semester). Noterne er en erstatning for den del af de normale undervisningstimer hvor læreren giver sin udlægning af det læste stof. Det drejer sig her om i alt tre bøger med globalhistorisk fokus. Se Landes og McNeill samt Pomeranz: Great Divergence.

Se også Fra corona-årets undervisning: Finanskrisen.

Posted in Alle indlæg på denne blog | Leave a comment

Hvad gør corona ved samfundet?

Jeg har sammen med Helle Samuelsen fra Antropologi, KU, medvirket i en live-chat om dette emne på Videnskab.dk. Chatten fandt sted d. 8. april, medieret af Anne Sophie Thingsted og Frederik Guy Hoff Sonne.

Posted in Alle indlæg på denne blog | Leave a comment

Corona-krisen er uden fortilfælde

Jeg har sammen med Michael Møller, Martin Møller Andreasen og Peter Norman Sørensen bidraget til Marie Barses artikel på Videnskab.dk

Posted in Alle indlæg på denne blog | Leave a comment

Pandemier og panik – påvirker sygdomme vores økonomi?

Jeg medvirker sammen med Ib Fredslund Madsen i denne podcast tilrettelagt af Anne Kejser for Jyske Bank.

Posted in Alle indlæg på denne blog | Leave a comment

Et akademisk lavpunkt for KU. Om udgivelsen Reality Lost

På Københavns Universitets Center for Information og Boblestudier (CIBS) har lederen, professor Vincent Hendricks, sammen med ph.d.-stipendiat Mads Vestergaard udgivet et længere skrift i e-bogform. Titlen er Reality Lost: Markets of Attention, Misinformation and Manipulation, Cham CH (Springer Nature) 2019, https://doi.org/10.1007/978-3-030-00813-0. Jeg opfatter bogen som et statement der skal vise kvaliteten af den forskning der finder sted på CIBS; i hvert fald er den i sit tekniske format bygget op som en akademisk monografi med klassisk kapitelinddeling, navngivne underafsnit og et dokumentationsapparat i form af henvisninger, fodnoter og litteraturliste.

Dette apparat er dog utraditionelt udformet. De fleste henvisninger til trykt litteratur sker i parenteser indsat i brødteksten (desværre ofte uden at angive det specifikke sted i bogen eller artiklen der henvises til), mens de talrige henvisninger til websites er anbragt i fodnoter. Litteraturlisten sidst i bogen omfatter ikke disse webkilder. Dermed sløres det i hvilken grad forfatterne bygger på fund på nettet, sammenlignet med den trykte litteratur. De to medieformater markerer ikke nødvendigvis en forskel i lødighed. Mange fine klassiske værker så vel som nye forskningsbidrag kan downloades. Men da mange af bogens henvisninger er til mere flygtige og usikre kilder, forekommer adskillelsen suspekt. Læseren møder mod slutningen en nydelig litteraturliste fyldt med bøger udgivet på universitetsforlag og artikler fra forskningstidsskrifter, men der gives ikke noget samlet overblik over de talrige andre steder der danner belæg for forfatternes påstande. Resultatet er et falsk indtryk af traditionel akademisk soliditet. Indtrykket bestyrkes af at forfatterne intetsteds gør sig overvejelser over kildegrundlaget.

Bogen er et katalog eller eksempelsamling som opregner: 1) trusler mod det demokratiske samfund i form af informationsoverskud/ opmærksomhedsunderskud; 2) dårlig, fordrejet og løgnagtig nyhedsformidling; 3) politisk manipulation via medierne; 4) opblæste kampagner uden substans; 5) forskellige formater af det førnævnte; 6) populistiske klangbunde for falske budskaber; og 7) demokratiets svære kår når borgerne går misinformerede rundt. Det beskrives hvordan digitaliseringen af samfundet ved massedatabaserede informationsmonopoler og overvågningsteknikker kan føre til totalitær styreform.

En stærk ubalance kendetegner fremstillingen. Budskabet er alarmistisk, uden modererende overvejelser vedrørende truslernes faktiske gennemslagskraft; modsatrettede tendensers styrke; produktivitets- og velfærdsgevinster skabt gennem tech-sektoren og e-medier; eller demokratiets grad af robusthed og evne til at opretholde sig selv. Forfatterne evner ikke at kortlægge grænseområdet mellem suspekte og legitime udnyttelser af den moderne medieverdens og informatikkens potentialer.

Retorikken svarer hertil: En rablende diskurs fuld af kulørte vendinger med hyppige indslag af den talte sprogform, som man kender det fra Vincent Hendricks’ hyppige optrædener i medier og forsamlinger. Uforholdsmæssigt mange eksempler vedrører præsident Trumps valgkamp og den nuværende amerikanske regerings omgang med vælgere og medier. Andre favorittemaer er det skumle erhvervsliv i skikkelse af tech-virksomhederne. Især de store af dem modtager en skævvreden og ensidig behandling af deres rolle i samfundet. Mangfoldigheden i branchen beskrives ikke. Mange argumenter kendes igen fra debatten i de daglige nyheds- og opinionsmedier. Den spidsvinklede polemik der kan tolereres her, transplanteres uden videre ind i en angiveligt forskningsmæssig publikation hvilket har fatale følger for dennes troværdighed og seriøsitet. Bogen er ironisk nok selv et eksempel på den højtråbende, konfrontationssøgende og ensidige kommunikationsform som det er forfatternes angivelige målsætning at afsløre og kritisere.

Forfatterne gør sig flere steder skyldige i manipulation af kendsgerninger, fusk i argumentationen, misvisende tilegnelse af andre forfatteres arbejde, og almindelig inkompetence. Eksempler på dette gennemgås i det følgende i nogenlunde den rækkefølge de optræder. Læseren bedes bære over med den omstændelige fremlæggelse. Den er nødvendig for konkret at påvise hvor uvederhæftig bogen er.

På s. xii (i bogens ”Introduction”) omtales afhængighed af annoncører som et incitament til at tiltrække læsere ved hjælp af konfliktstof og sensationer, hvilket truer selv den etablerede presses troværdighed og integritet. Der kan let, hedder det, gå en lige linje fra at være til fals for annoncekroner til ”misinformation, populisme og politisk manipulation”. Der henvises her til et søjlediagram som viser hvordan der i syv EU-lande er et større eller mindre misforhold mellem borgernes opfattelse af hvor stor en andel af landets befolkning der er født i udlandet, og hvor stor en andel der faktisk er født i udlandet. Der etableres imidlertid ingen sammenhæng mellem påstanden om pressens misinformation og det viste diagram. Diagrammet illustrerer perceptionen blandt borgerne i de pågældende lande, men det er da på ingen måde givet at det er pressens skyld hvis perceptionen ikke stemmer med de faktiske forhold. Med andre ord, forfatterne postulerer en sammenhæng som ikke hverken dokumenteres eller på anden måde underbygges af den graf der henvises til.

En central præmis for forfatterne er at overfloden af information i det moderne samfund har sit modstykke og komplement i underskuddet af opmærksomhed: Et menneske har nu en gang et begrænset antal timer til sin rådighed og en begrænset perceptorisk og intellektuel kapacitet. Forfatterne bringer på s. 2 et kort citat af nobelpristageren i økonomi Herbert A. Simon som netop går ud på at informationsrigdom indebærer knaphed på opmærksomhed. Forfatterne udlægger citatet, som er fra 1971, sådan at Simon ”profetisk” omtalte ”det kommende informationssamfund”. Men der står ingenting om dette, hverken i det direkte citat eller i den kontekst det er trukket ud af, nemlig et symposiebidrag under titlen ”Designing Organizations for an Information-Rich World”. Tværtimod fremgår det tydeligt af Simons bidrag til denne publikation at han ikke agerede profet, men talte om et allerede længe eksisterende fænomen. Problemet med opmærksomhedsunderskud kan imidlertid løses og bliver løst på løbende basis, nemlig ved selektion og strukturering af information på grundlag af relevante kriterier og ved hjælp af passende teknologi og organisation, samt en pragmatisk tilgang. Dette er netop hvad Simons berømte begreber – fra andre dele af hans arbejde – om bounded rationality og satisficing går ud på. I modsætning til forfatterne havde Simon et optimistisk syn på vore muligheder for at håndtere en stor og voksende data- og informationsmængde. Hendricks og Vestergaard misbruger Simon ved at klippe de par linjer ud der kunne understøtte deres egen opfattelse, og ignorere resten.

Som et eksempel på hvordan mediefolk – f.eks. via fake news – tilegner sig folks opmærksomhed og sælger den videre til annoncørerne, omtaler Hendricks og Vestergaard s. 8-10 hvordan en avis i New York i 1835 publicerede en sensationel pseudo-saglig artikelserie om en civilisation af bevingede flagermus-mennesker på månen. De angiver ingen kilder til deres oplysninger. Det forekommer imidlertid helt usandsynligt at forfatterne skulle have identificeret deres case ved egne studier i de oprindelige kilder. En søgning viser da også at episoden allerede for længst er grundigt dækket i litteraturen. Det er en grov forsyndelse mod gældende normer for forskningsarbejde ikke at angive hvorfra man har sin viden.

Historien om månevæsenerne peger desuden på endnu en indholdsmæssig brist i forfatternes arbejde. De gengiver uden forbehold historien som et rammende eksempel på fake news og vildledning af offentligheden. De inddrager ikke den kendsgerning at der var tale om en fiktion, der som et illusionsskabende virkemiddel benyttede tilliden til journalistisk pålidelighed, og bag denne også videnskabelig pålidelighed i form af astronomiske observationer af månen. Forfatterne mangler begreb om tekstuelle genrer og deres pragmatik. Mange af sensationspressens læsere er udmærket klar over at artiklerne de lader sig underholde af, er fyldt med løgn. Men de vælger at læse dem fordi de netop gerne vil underholdes, og fordi de måske opfatter historierne som en relevant form for udfordring af etableret viden og autoritet. Det er et kendt litterært virkemiddel at benytte en ramme af forstillet fakticitet. Nogle læsere, til tider mange, bliver faktisk vildledt derved, men problemet er at hvis ikke der er en gråzone af tvivl, udebliver den litterære effekt som forfatteren (eller i filmmediet: instruktøren) tilstræber. Om man kan lide det eller ej, er dette en del af måden menneskelig kommunikation virker på.

Senere (s. 67-69) anføres et eksempel på egentlig, politisk målrettet løgn og manipulation via pressen, nemlig da Benjamin Franklin i en Boston-avis i 1782, midt under Uafhængighedskrigens fredsforhandlinger, fabrikerede en ’dokumenteret’ historie om grusomme drab på nordamerikanske kolonister begået af den britiske konges indfødte allierede. Også dette eksempel står underligt uformidlet, uden refleksion over hvad det betyder for vor forståelse af lignende fænomener i nyere og nyeste tid, særligt i betragtning af den helterolle i historien Benjamin Franklin traditionelt tillægges. Det er symptomatisk at henvisningerne (noterne 19 og 20) er yderst summariske, nemlig dels den kortfattede introduktion til kildegengivelsen hos National Archives, dels seks linjer på et blogindlæg fra begyndelsen af 2017, vel omkring den tid Hendricks’ og Vestergaards manuskript var under affattelse. Man får den tanke at eksemplet er et tilfældigt fund, der er medtaget for at gøre teksten ’dybere’. Men en egentlig fortolkning af eksemplet udebliver, og den ret omfattende eksisterende forskningslitteratur om sagen nævnes ikke.

Forfatterne gengiver et par steder den af mange accepterede nulsums-kliché om at hvis man ikke betaler for produktet, så er man produktet. På s. 11 suppleres denne prætenderede dybsindighed med en bemærkning om at det er ligesom på et spillekasino: Jo mere kundeaktivitet, desto større fortjeneste til ejerne. Og hvordan underbygger forfatterne så dette? Enkelt: ”Like Robert de Niro says in Casino the movie: In the casino, the cardinal rule is to keep them playing and keep them coming back. The longer they play, the more they lose. In the end, we get it all.”

Der er i den citerede replik intet som uddyber eller tydeliggør hvad forfatterne allerede har sagt én gang. Den er med andre ord overflødig. Tilsyneladende udspringer citeringen blot af et desperat behov for at sætte en reference på. Dertil kommer at der ikke er nogen egentlig kildeangivelse i form af instruktørens navn, filmens premiere-år eller det tidspunkt i filmen eller den sammenhæng replikken optræder i. Citatet ser ud til at stamme fra en tilfældig erindring som derefter er søgt bekræftet via en af de mange samlinger af populære citater på internettet. Med andre ord: en overflødig og meningsløs reference der yderligere belastes af suspekt citatteknik.

Hendricks og Vestergaard fremturer på s. 54 med endnu et vilkårligt citat fra en film med Robert de Niro: “’It is what it is,’ as Robert De Niro says in Heat. The world is what it is.” Igen sker det uden mening, sammenhæng og præcis henvisning.

På s. 29-30 omtales ”a power law distribution”. Vendingen henviser til den type af hyppighedsfordelinger hvor få enheder er højfrekvente mens de fleste kun optræder få gange. Fordelingen vises grafisk efter aftagende hyppighed så figuren danner en stejl aftrapning fulgt af en ”lang hale”. Et almindeligt eksempel er den store hyppighed som få populære bøger efterspørges med hos boghandleren eller på biblioteket mens de øvrige titler der er til rådighed, har langt færre hits hos kunder eller lånere, mange kun forsvindende få. Hendricks og Vestergaard illustrerer dette med en besynderlig grafisk figur, hvis proveniens ikke oplyses. Den ser ud til at være sakset fra en tvivlsom populærpublikation. I figuren sammenlignes power law-fordelingen med den kendte klokkeformede normalfordelingskurve. De to kurver er angivet med samme målestok og fremstilles i det hele taget som om de var umiddelbart sammenlignelige. Det er de ikke. ”Power law”-kurven illustrerer et antal diskrete enheder, ordnet efter den hyppighed de optræder med, begyndende med den enhed der har flest hits, dernæst den der har næstflest, dernæst igen den der har tredjeflest og så fremdeles, aftrappet så de mindst hyppigt forekommende enheder optræder længst ude til højre på aksen. Normalfordelingskurven viser hyppighed på en helt anden måde, nemlig andelen af samtlige poster ordnet efter posternes grad af afvigelse fra en gennemsnitlig værdi. Det kan f.eks. være individers højde, specifikt spredningen omkring den gennemsnitlige højde, der måles på denne måde. I den førstnævnte fordeling indgår ikke nogen middelværdi, hverken som den centralværdi målingerne grupperes efter eller på anden måde. Grunden til at de to kurver fremstår så fuldkommen forskelligt, er at de slet ikke måler på samme måde, hvilket Hendricks og Vestergaard tilsyneladende antager at de gør.

På s. 36 henviser de to til Jean Baudrillards Simulacra and Simulation. Der anføres ikke noget sidetal i henvisningen, så det er svært at tjekke om den rammer hovedet på sømmet. Meget tyder på at det ikke er tilfældet. Baudrillard er kendt for at mene at den medialiserede tegnverden bliver til en egen virkelighed som mennesker i dag tilbringer en stor del af deres tid i, på bekostning af den trivielle fysiske og sociale dagligdag. Tegnene mister deres referentialitet i dette ords konventionelle betydning og henviser kun til hinanden. Men er det dette synspunkt Hendricks og Vestergaard trækker på? Som så ofte bruger de kun få ord på at udrede sagen, så læseren er i tvivl. Konteksten indikerer imidlertid at de på vilkårlig vis instrumentaliserer Baudrillard med henblik på egne formål. Baudrillards dybe kritik får ingen plads, men fortrænges straks af et udsagn om at grænsen mellem nyheder og underholdning ”sløres”. Så falder den virkelige pointe, nemlig at den hele politiske virkelighed er en medieskabt illusion som politikerne holder vedlige for at skjule oplysningsprojektets fallit (s. 37). Belægget for dette er en hjemmeside for ”Nihilistisk Folkeparti” som Mads Vestergaard selv lægger navn til. Det må være rart at kunne påkalde sig selv som autoritet, især hvis det kan ske på en måde så man optræder i samme liga som Jean Baudrillard – som trods en ujævn karriere var en stor tænker.

Den ringe tillid til politikerne og det politiske system fastholdes andre steder: ”If politics is all about winning the horse race and voter maximization, reality may lose out. One would think that politics is supposed to solve real problems. … If there is no ambition to solve real problems, then politics is reduced to showbiz and speculation in sending, creating, or struggling over political signals and symbols.” (s. 39). Læg mærke til retorikken: Semantisk eksekveres en naiv og populistisk afstandtagen fra politikerne, men med en gardering i form af det hypotetiske ”may” og det konditionelle ”if”. Et rent og skært taskenspillertrick. Man siger dristigt det hele, men kan ikke fastholdes på udsagnet hvis nogen skulle finde på at rejse en indvending.

Forfatterne ved altid bedre end andre: ”Thus, a political bubble is defined as a situation in which a political item gets a measure of attention in the media far exceeding what the political substance justifies.” (s. 45). De har ingen tiltro til at befolkningen evner at tage stilling til hvad der er væsentligt og hvad der ikke er. Dette kunne godt opfattes som sympati for en elitær holdning til politik. Men det er nok for hård en tolkning. Der er i hvert fald mere i det. Udsagnet falder efter en længere diskussion af ”symbolpolitik”, særligt med udgangspunkt i den danske udlændingepolitik, som forfatterne ikke bryder sig om. Symbolpolitik er et reelt fænomen og værd at diskutere, også i denne forbindelse. Men Hendricks og Vestergaard er ikke til lange analyser hvor tingene ses fra flere sider. Deres stil er de raske udsagn og kontante domme som alle synes rettet mod at fremstille dem selv som progressive intellektuelle med de rigtige meninger.

På s. 46-48 framer Hendricks og Vestergaard endnu et rask udsagn – om ”investering og spekulation” som billede på politik – ved at påkalde John Maynard Keynes. De citerer ham (s. 46), men på anden hånd, hvilket medfører at den pågældende passage (fra General Theory) forvanskes. I den ægte version skelner Keynes mellem enterprise og speculation; i forfatternes udgave erstattes førstnævnte med investment. Dette er uheldigt, eftersom spekulation (i kortsigtede svingninger i et papirs værdi) også kræver investering, i lighed med et langsigtet værdiskabende projekt, som var hvad Keynes sigtede til med ordet enterprise.

Denne lille fordrejning er dog ikke katastrofal for forståelsen af udsagnets indhold. Problemet opstår idet forfatterne opstiller de to typer aktivitet på finansmarkedet som et sindbillede på det politiske systems svigt. De gør gældende at ”investering” svarer til saglige, problemløsende initiativer og beslutninger mens ”spekulation” repræsenterer den kortsigtede jagen efter vælgernes gunst gennem symbolpolitik. Men der er den afgørende forskel mellem det allegoriske billede (børsen) og det allegorien skal repræsentere (politik), at politisk opportunisme indikerer en perverteret form for målrationalitet, mens individuelle køb og salg på børsen i begge de to nævnte tilfælde, ’investering’ og spekulation, sigter mod et legitimt mål, nemlig at tjene penge. De to forfattere afhandler hele affæren over mindre end to tryksider og når derfor ingen vegne hen. Som teksten står, er der to muligheder: Enten må allegorien opgives, eller også må man overveje den mulighed at den af forfatterne så forkætrede symbolpolitik faktisk i de rette hænder kan have til formål at opnå resultater der ikke opfylder selviske og opportunistiske målsætninger, men i deres substans er fornuftige og retfærdige – trods de beskidte tricks der benyttes i professionel politik.

Dele af kapitel 5, med titlen ”Fact Resistance, Populism, and Conspiracy Theories”, illustrerer på bedste vis bogens forcerede stil garneret med henkastede belæg. Fra nederst s. 89 til og med s. 92 mobiliserer forfatterne følgende kilder: Jobs bog, filosofferne Schopenhauer, Leibniz og Voltaire, forfatteren Dostojevskij, og økonomen G. Mankiw, med henblik på at forklare baggrunden for populisme. Det er alt sammen enten meget ambitiøst, eller også er det name-dropping. Men noget længere fremme, s. 97, nedbrydes enhver ærefrygt over den store lærdom der ad den vej måtte have sneget sig ind under huden på læseren. Her bringes nemlig, over hele siden, en ”figur” (nummereret 5.8, efter alle kunstens regler) som skal kaste lys over konspirationsteoretikerens arbejde: at forbinde punkter i medielandskabet til et samlet skræmmebillede. Figuren viser netop et ”forbind-prikkerne-i-nummerrækkefølge”-billede. Det forestiller en dreng der løber væk fra et spøgelse. Det ser ud til at være hentet i en aktivitetsbog af den slags man giver børn til en lang biltur. Det er sandt – se selv efter! Sammesteds, vel for at sætte trumf på argumentet, sammenfattes konspirationsteoretikernes fælles leveregel i citatet ”Trust no one!” – med tv-serien X-files behørigt anført som kilde. Forfatterne mener, som tidligere forklaret, at virkeligheden sløres af medierne. Men de har vist selv vanskeligt ved at opretholde klare skel mellem forskellige genrer og sociokulturelle sfærer.

Forfatterne ligger under for teknologiforskrækkelse. Det er ikke en angst for teknik i sig selv, men for hvad der sker når teknik indgår i et innovativt samspil med organisation og kapitalinvestering. Forfatterne er på linje med den amerikanske forsker Shoshana Zuboff og hendes begreb om overvågningskapitalisme. Hun er da også den sidste forfatter der henvises til (s. 137). Det er naturligvis ikke belastende. Men enøjetheden, den komplette mangel på registrering af andre opfattelser af situationen, udgør et problem. Det hedder med brask og bram (s. 129): “The main reason data is valuable when pooled and aggregated into Big Data is that it enables predictions of the future.”

Hendricks og Vestergaard som ellers er så glade for filmmediet, undlader her at henvise til Minority Report (Steven Spielberg, 2002), hvor midlet til at forudsige borgernes fremtidige handlinger ganske vist ikke er Big Data, men synskhed hos en særlig gruppe tech-bevæbnede elitepolitifolk – ikke desto mindre er analogien med Hendricks’ og Vestergaards verdensbillede slående. I den citerede passage gøres der et forbehold idet forfatterne antyder at der også er andre anvendelser, som dog er mindre vigtige. Man kunne dog med fordel have nævnt nogle af de muligheder der ligger i massedata og kunstig intelligens: Det kunne være hurtig og præcis diagnostik; eller det kunne være autonomt arbejdende maskiner som dels kan give arbejdskraftbesparelser, dels gøre det muligt at udføre arbejde i fjendtlige og farlige omgivelser. Ud fra denne mere optimistiske betragtning udgør Big Data et vigtigt råstof som kan udnyttes til en udvikling der er til menneskets og samfundets bedste. Hendricks og Vestergaard holder sig dog, her som andetsteds, til skræmmebillederne.

Bogen er, bogstavelig talt, under al kritik. Den er ikke kun dårlig på én måde, men på mange. Det generelle indtryk er formmæssigt sjusk og indholdsmæssig uvederhæftighed. Den tanke har slået mig at der måske er tale om en spøg, en test af offentlighedens og forskningskollegernes årvågenhed der skal vise hvor mange gale streger man kan slippe af sted med uden det bliver bemærket. Inspirationen kunne være hentet i Sokal-affæren i 1996 hvor fysikeren Alan Sokal i tidsskriftet Social Text fik optaget en med vilje absurd artikel med henblik på at demonstrere visse problematiske sider ved kulturfagene. Af forskellige grunde, relateret til CIBS’ institutionelle tilknytning til Københavns Universitet og finansielle afhængighed af Carlsbergfondet, tror jeg dog næppe det er komediespil – i hvert fald ikke på anden måde end at man forventer at slippe fra det uden markante ridser i lakken.

Se også Techlash: Hendricks og kompagni til kamp for demokratiet i Afrika.

Posted in Alle indlæg på denne blog | Leave a comment

Danmarkshistorien: Rettelse af tre fejl

I mit bidrag til Danmarkshistorien: Samfund, livsformer og politik, Gads Forlag 2019, er der opstået to meningsforstyrrende fejl ved forlagets opsætning af bogen.

På s. 326, venstre spalte, lidt under midten, henvises til ”Følgende tabel”, hvis oplysninger kommenteres i afsnittet. Men tabellen er ikke med.

Inklusive tabellen skal passagen lyde:

Følgende tabel giver en summarisk korrektion: Ved periodens begyndelse lå Danmark velstandsmæssigt i den øverste ende af gruppen på otte lande (plads 2 fra oven), men var ved dens afslutning gledet mod midten (plads 4). Efter denne målestok ser Danmarks svage vækst i de senere år ikke helt så mørk ud.

S. 330f slutter et afsnit således: ”Rationelle løsninger vanskeliggøres af, at landbruget ikke alene er internationalt konkurrenceudsat og generelt kan henvise til nødvendigheden af at holde omkostningerne nede”. Herefter mangler et stykke tekst.

Der skulle samlet have stået:

Rationelle løsninger vanskeliggøres af, at landbruget ikke alene er internationalt konkurrenceudsat og generelt kan henvise til nødvendigheden af at holde omkostningerne nede. Det har særlig betydning, at reguleringer skal tage hensyn til EU’s fælles landbrugspolitik og miljødirektiver, der kun langsomt lader sig forandre. 

Herefter følger overskriften ”INDUSTRIEN M.M.”

Lige efter s. 414 bringes rubrikken HVEM SKREV HVAD? Ved en fejl har man ikke krediteret mig for en del af det jeg (JP) har bidraget med, nemlig tekstboksen på s. 370 som giver en forklaring på ”Keynesiansk reguleringspolitik og økonomiske balanceproblemer” samt ”Udbudsøkonomi (supply-side economics)”.

Posted in Alle indlæg på denne blog | Leave a comment

Hvorfor møder håndværkere så tidligt?

Jeg har bidraget med nogle betragtninger over dette spørgsmål stillet til Videnskab.dk

Posted in Alle indlæg på denne blog | Leave a comment

BNP og BFI: Må vi få en forklaring?

I Finansministeriet kan de regne — men kan de også skrive? På Ministeriets hjemmeside finder man en Fagordbog “med forklaringer på de mest gængse udtryk i finanspolitikken”: https://www.fm.dk/borger/fagordbog (senest besøgt 29.11.2018). Begrebet bruttonationalprodukt (BNP) forklares på denne måde:

“Bruttonationalproduktet (BNP) er en samlet betegnelse for værditilvæksten i landet og svarer til værdien af den samlede private og offentlige produktion (output) fratrukket værdien af de anvendte ressourcer i produktionen (input). BNP opgøres i markedspriser.”

I en netpublikation fra Nationalbanken hedder det mere udførligt:

“BNP er den centrale størrelse i nationalregnskabet og kan opgøres fra tre forskellige vinkler, nemlig fra produktions-, anvendelses- og indkomstsiden. BNP opgjort fra produktionssiden repræsenterer markedsværdien, målt i kroner, af den endelige produktion i en given periode, dvs. værdien af den samlede produktion minus værdien af de råvarer og halvfabrikata, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen. Alternativt kan BNP anskues fra anvendelsessiden, hvor BNP er lig med summen af forbrug, investeringer og nettoeksport. Endelig kan BNP betragtes som værdien af den samlede indkomst, som fordeles mellem lønmodtagere, virksomheder og det offentlige.” (Paul Lassenius Kramp: “Bruttonationalprodukt og velfærd”, s. 95: http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2010/06/bruttonationalpro_kvo2_2010.pdf (besøgt 29/11.2018).

Er det mon den samme definition, blot udtrykt på forskellig måde? Der er enighed om at BNP er værdien af den samlede produktion, dog efter et fradrag. P.L. Kramp fra Nationalbanken siger, specifikt og restriktivt, at det er “værdien af de råvarer og halvfabrikata, der er blevet forbrugt i produktionsprocessen” (fed skrift tilføjet), som skal trækkes fra. Finansministeriet siger,  mere generelt, “fratrukket værdien af de anvendte ressourcer i produktionen (input).” Det springende punkt er hvad ordet “input” dækker. Hvis “input” betyder andet og mere end “råvarer og halvfabrikata”, er de to definitioner forskellige.

En klar afgørelse fås ved at se på Danmarks Statistiks definition. I redegørelsen for input-output tabellen for 2011 står at en given branches “samlede input udgøres af forbrug af varer og tjenester i produktionen (opdelt på danskproducerede og importerede), produktionsskatter, netto, samt aflønning af produktionsfaktorerne, dels i form af aflønning af ansatte, dels som bruttooverskud af produktionen og blandet indkomst.” (Nationalregnskab 2014, juniversion, s. 156: https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=19012&sid=natregn2014 (besøgt 29.11.2018).

Med andre ord: Foruden forbrug af indkøbte varer og tjenester omfatter input aflønningen af arbejdskraften og kapitalen (produktionsfaktorerne). Dermed bliver Finansministeriets definition absurd: Trækker man faktoraflønningerne fra (som del af det samlede input), fjerner man det meste af værditilvæksten, som det jo netop var meningen man skulle måle! Værditilvæksten udgøres af den udbetalte løn + virksomhedens overskud + nettoproduktionsskatterne. Samtidig repræsenterer aflønningen af produktionsfaktorerne et input. Hvis produktionsfaktorerne ikke blev aflønnet, ville de naturligvis aldrig gå med til at deltage og skabe værdi i produktionen.

Konklusion: Finansministeriets og Nationalbankens definitioner er vitterlig forskellige, og det er Nationalbankens der er den rigtige.

Man kan på tilsvarende måde undre sig over definitionen på bruttofaktorindkomst (BFI) i samme Fagordbog. BFI, hedder det, ”er et mål for produktionen eller værditilvæksten i samfundet opgjort i faktorpriser (markedsprisen fratrukket produktskatter (fx moms og punktafgift) og andre produktionsskatter (fx ejendomsskatter og vægtafgift)).” I parentesens forklaring af hvad faktorpriser er, har  man glemt at ikke alene skatter og afgifter, men også råvarer og andre materialer (de indkøbte input) skal trækkes fra markedsprisen for at nå frem til faktorprisen, dvs. aflønningen af produktionsfaktorerne.

Jeg blev opmærksom på disse problemer efter at en studerende spurgte om Finansministeriets Fagordbog var en god kilde i forbindelse med begrebsafklaring. Det sagde jeg ja til som en selvfølge. Efter en øvelse hvor flere studerende havde benyttet denne kilde, kom jeg i tvivl og besluttede at se nærmere på det. Jeg forelagde mine anfægtelser for Ministeriet i en mail d. 15. november i år, men har ikke i skrivende stund modtaget noget svar.

Posted in Alle indlæg på denne blog | Leave a comment